Cisilia og Pharfar sætter ild til scenerne med reggae/dancehall hits og krydrer koncerten med nogle af vores dancehall dronning Natasjas største hits.
Billetter:
– Early Bird (begrænset antal): 165 kr (+gebyr)
– Alm. Billet: 215 kr (+gebyr)
Dørene åbner kl. 19 / Support kl. 20 / Cisilia & Pharfar kl. 21
Beskrivelse:
Der er lagt op til en lækker aften med masser af reggae og dancehall, når Cisilia og Pharfar sammen præsenterer en lang række hits fra deres bagkatalog.
De to har senest arbejdet sammen i succesmusicalen NATASJA, som solgte mere end 30.000 billetter på Operaen i København. Musicalen havde Pharfar som kapelmester og leverandør af musikken live på scenen og Cisilia i en af hovedrollerne. Så deres samarbejde står knivskarpt og friskt lige nu, og deres fælles kærlighed til reggae fornægter sig ikke hverken nu eller i deres store repertoire.
Cisilia har haft mange hits som fx ’Vi To Datid Nu,’ ’Wild Child’ og ’Luftballon,’ som stadig rammer en bred målgruppe, og hun har de senere år udgivet en del nye singler fx ’Stærkere End Du Tror.’ Ved Danish Music Awards 2015 blev hun den yngste vinder nogensinde (i en alder af 16 år), da hun vandt i kategorierne Årets Danske Hit (’Vi To Datid Nu’) og Årets Nye Danske Navn.
Pharfar er en legende på den danske dancehall-/reggaescene, og har både som dj, musiker, producer og sanger været toneangivende for genren i Danmark. Udover sine egne ting har han været med i en række projekter som Bikstok Røgsystem og Humørekspressen, samt produceret hits for en lang række andre danske kunstnere gennem mange år.
Support:
Der bliver extra meget koncert, når Cisilia & Pharfar optræder på den kommende forårstour. Når bandet går på scenen er det med gæster, i samme genre dog med link til både pop og rap, som giver aftenens koncert en ekstra dimension, når de optræder som support til Cisilia & Pharfar. Sig velkommen til:
Ung Tjerkel er en 16 årig rapper/sanger som allerede siden han var 13 år gammel, har udgivet musik sammen med den prisvindende producer Pharfar, spillet adskillige koncerter rundt i landet og optrådt i TV. Han er for nylig blevet anbefalet af musikbladet Gaffa og fået en forside på Sjællandske, på baggrund af hans udgivelse “Hvis Nu” og EP “15”
Sangene derpå rummer en poetisk nerve, der rammer følelser med en spiddende og smuk enkelthed. Flere tekster bevæger sig i den dystre ende og vidner om, at han trods sin unge alder, også har mærket livet i mol. Samtidig rummer den også ungdommens håb og livsmod, som indhyldes i Pharfars catchy beats med en svævende funky lethed.
– Facebook:
www.facebook.com/UngTmusic
Runny Money er en dedikeret musiker med enestående flows, bevægende tekster og melodisk finesse. Han har haft musik i sjælen siden spædbarnsalderen og skaber sammen med Pharfar et lydunivers der bevæger sig vægtløst imellem genrer.
– Facebook:
www.facebook.com/Runnymoney