Fra South Jamaica, Queens kommer makkerparret Sticky Fingaz og Fredro Starr. De er sammen kendt som ONYX – og meget tæt på legendariske inden for hardcore hiphop af den højenergiske og aggressive variant, der især blomstrede op i 90’ernes New York.
ONYX blev dannet i begyndelsen af 1990’erne og slog for alvor igennem med debutalbummet Bacdafucup (1993). Albummet affødte klassikeren “Slam” og cementerede gruppens kompromisløse udtryk med rå energi, barkede hooks og et liveformat, der hurtigt fik ry for at være lige så fysisk som musikalsk.
Opfølgeren All We Got Iz Us (1995) tog udgangspunkt i et mørkere og mere militant lydbillede og regnes af mange som gruppens mest helstøbte album – et koncentreret snapshot af midt-90’ernes New York-virkelighed, præget af paranoia, loyalitet og socialrealisme på gadeplan. Med Shut ’Em Down (1998) videreudviklede ONYX det hårde udtryk i en mere poleret, men stadig aggressiv retning, hvor produktionerne fik mere tyngde uden at gå på kompromis med gruppens konfrontatoriske energi.
Efter mere end tre årtier i frontlinjen har ONYX fastholdt deres status som et af de mest intense navne fra den gyldne New York-æra. Det understreges senest med albummet Lower East Side (2025), der trækker tråde tilbage til gruppens rødder og dokumenterer, at Sticky Fingaz og Fredro Starr fortsat leverer hardcore hiphop med samme autoritet og nerve som altid.
Den 28. februar 2026 spiller ONYX deres eneste danske show på touren, når de indtager scenen på SH35 i Aalborg Vestby til endnu en aften til historiebøgerne.
De gøres selskab af special guests Ben Shorr (US) og Aalborgs egne VrangSiden.
Luchini Group er generøst støttet af Aalborg Kommune.